Valgprogram KV25
FREDERICIA SIKKERT VIDERE

Velfærden sikkert videre
Velfærden i Fredericia Kommune skal sætte borgeren først – med fokus på frihed, omsorg og selvbestemmelse.
Vi har en ambition om at skabe en mere menneskelig og fleksibel velfærd, hvor borgeren har reel indflydelse på sin egen hverdag, og hvor livskvalitet understøttes hele vejen gennem livet.
Derfor vil vi styrke det forebyggende arbejde og prioritere en velfærd, der giver mulighed for at leve et sundt, aktivt og trygt liv. Vores mål er en kommune, hvor nærvær, fællesskaber og kloge løsninger går hånd i hånd – og hvor hjælpen opleves som en støtte, ikke en styring.
Sundhed og forebyggelse
Med sundhedsreformen har vi en unik mulighed for at få sundhedstilbud ud af sygehusene og tættere på borgerne. Det vil vi sikre kommer Fredericias borgere til gavn, og derfor vil vi udvikle vores sundhedshus, så det blandt andet kommer til at indeholde daghospitalsfunktioner, blodprøvetagning til børn, scanning, røntgen og et showroom til velfærdsteknologi. Vi vil også arbejde for at få flere ydernumre til Fredericia, så vi bliver endnu bedre dækket og kan få ventetiderne ned på f.eks. vederlagsfri fysioterapi.
Vi skal sikre, at alle borgere har let adgang til sundhedstilbud. Venstre vil derfor i samarbejde med boligforeningerne skabe nære sundhedstilbud i boligområderne, således for at sikre let tilgængelighed både i forhold til behandling men også forebyggelse.
Sygdomme som for eksempel type-2 diabetes, hjertekarsygdomme og muskelskeletlidelser kan forebygges, så det er vigtigt, at der er et stort fokus på forebyggelse, hvad enten det er rygning, nikotinprodukter, alkohol, motion, kost eller søvn. Vi ved f.eks., at rygning er skyld i langt de fleste tilfælde af lungekræft og at rygning er årsag til mere end 15 forskellige kræftformer, så vi vil bygge videre på den stramme rygepolitik, vi har i Fredericia Kommune og særligt, når vi taler om børn og unge. Det er også en forældreopgave, men vi kan kun lykkes, hvis vi arbejder sammen og ved at skabe en hverdag med sundere vaner, øger vi også den mentale trivsel, som hos nogle er truet. Vi skylder vores borgere at have meget større fokus på forebyggelse både for voksne, men i høj grad også for børn og unge.
Et aktivt og værdigt seniorliv
Frihed til selvbestemmelse – også i alderdommen
Ældrereformen peger på tre bærende principper: selvbestemmelse, tillid og samarbejde. Vi deler den ambition. Ældre borgere skal have reel indflydelse på egen hverdag, også på selve dagen. Vores velfærd skal være præget af menneskelighed, valgfrihed og kendskab til de mennesker, der yder hjælpen.
Friplejehjem og fleksible plejetilbud
Vi ønsker at etablere et friplejehjem i Fredericia Kommune, hvor livskvalitet, nærvær og fællesskab går hånd i hånd. Pleje handler ikke kun om hjælp – det handler også om at leve et aktivt og meningsfuldt liv, hvor man selv vælger, hvad der giver værdi. Vi vil også arbejde for nye former for seniorboliger, hvor man kan være sig selv – men ikke alene.
Flere og flere ældre får demens, hvilket skaber lange ventetider til udredning og behandling. Derfor er der sat flere ting i gang for at nedbringe dette, f.eks. får almen praksis en større rolle. Vi skal derfor være bedre rustet til at hjælpe vores borgere i kommunen. Diagnosen må ikke være bestemmende for, hvilket tilbud de får – vi skal hjælpe og støtte alle og deres pårørende.
Et aktivt seniorliv, uanset kontakt med kommunen
Ikke alle seniorer har behov for pleje, men alle har behov for livskvalitet. Vi ønsker at sikre bedre adgang til fællesskaber, kultur og bevægelse, uanset om man bor i byen eller på landet. Frivillige foreninger og civilsamfundet spiller en nøglerolle her.
Venstre vil:
Venstre vil videreudvikle vores sundhedshus, så det indeholder mange flere borgernære sundhedstilbud og sygehustilbud
Venstre vil oprette nære sundhedstilbud i boligområderne i samarbejde med boligforeningerne
Venstre vil arbejde for, at der oprettes flere ydernumre i Fredericia.
Venstre vil sætte massivt ind på forebyggelse
Venstre vil arbejde for at der etableres et friplejehjem i Fredericia Kommune
Venstre vil sikre nye former for attraktive seniorboliger
Venstre vil sikre, at vi kan følge med udviklingen indenfor demensområdet og vil derfor ansætte 1-2 demenskonsulenter mere
Venstre vil arbejde for flere fællesskaber gennem samarbejde med civilsamfundet – både for borgere på plejehjem og for borgere i eget hjem.
Venstre vil arbejde aktivt for at modvirke ensomheden blandt ældre borgere, gennem et samarbejde mellem kommunens plejepersonale og civilsamfundets aktører.
Børn og unge sikkert videre
Fredericias familier skal have en hverdag, der hænger bedre sammen.Mindre inklusion – mere fokus på almenområdet i folkeskolen
Vi vil prioritere ressourcerne, så alle elever får bedre undervisning – ikke mindst den brede midtergruppe, som ofte overses. Der skal være mere ro i klasserne, så lærerne kan undervise, og eleverne kan lære. Selvom inklusionen er faldende, og der allerede er indført flere mellemformer, er der fortsat behov for flere målrettede tilbud. Vi vil derfor fortsætte arbejdet med at skabe støttende og mere hensigtsmæssige rammer for de elever, der har brug for noget andet end den almindelige undervisning – til gavn for dem og for resten af klassen.
Den klassiske folkeskole. Når Fredericia Kommune i fremtiden skal bygge nye skoler og tilpasse de eksisterende, er det Venstres ambition, igen at lave skoler, hvor man på samme matrikel rummer alle klassetrin – fra 0. til 9. klasse – ligesom vi har en ambition om at indføre et klasseloft på 24 elever.
En hverdag der hænger sammen
Hverdagen skal hænge sammen, især for børnefamilier, hvor arbejde, fritidsliv og børns behov skal balanceres. Vi sikrer mest mulig fleksibilitet, så familierne kan vælge de tilbud for 0 til 6-årige, der passer bedst til deres hverdag og livssituation. SFO og klubtilbud samt fritidstilbud til unge har længe været under pres. Venstre vil sikre, at de tilbud bevares og udvikles, så de unge har meningsfulde tilbud i fritiden. Civilsamfundet skal i højere grad tænkes ind som en stærk medspiller. Venstre vil sikre flere fritidstilbud til vores unge og videreudvikle Ungdommens Hus, så der skabes en bedre sammenhæng imellem Bastionen, midtbyklubben og Ungdommens Hus. Det vil vi gøre ved at sænke aldersgrænsen fra 15 år til 13 år. Vi tror på, at det samtidig vil sikre en bredere gruppe af brugere og endnu mere liv Ungdommens Hus.
Vi værner om nærhed og tryghed i hverdagen. Daginstitutionerne i Fredericia leverer i dag en rigtig god indsats, og det vil vi i Venstre værne om. Vi ønsker at fastholde det høje serviceniveau og sikre, at det dygtige personale har gode rammer til at fortsætte deres vigtige arbejde. Derfor vil vi bevare de gode normeringer og sikre, at fagligheden holdes i hævd. Vi ønsker samtidig at understøtte moderne og inspirerende læringsmiljøer med plads til både leg, ro og udvikling. For os er det afgørende, at daginstitutionerne forbliver et sted, hvor børn trives, og hvor medarbejderne føler sig værdsat og motiveret til at gøre en forskel – hver dag.
Trygge rammer for de mindste. Der er et stort efterslæb på renoveringen af kommunens daginstitutioner, der danner rammerne for børnenes hverdag. Venstre har ambitioner om at øge tempoet i renoveringerne af daginstitutionerne, så de hurtigere kommer i god stand.
Venstre vil
Venstre vil sikre mere ro i klasserne ved at sænke inklusionen ved hjælp af flere finansierede mellemformer.
Venstre har ambitionen om gradvist at vende tilbage til en folkeskole med 0. til 9. klasse på samme matrikel og hurtigst muligt genindføre de gamle skolenavne.
Venstre har som ambition at indføre et klasseloft på 24 elever i folkeskolen.
Venstre vil sikre et markant løft i fagene dansk og matematik for alle elever, samt sikre at færre elever i Fredericia dumper i dansk og matematik.
Venstre vil sikre fortsat gode normeringer i daginstitutionerne.
Venstre vi vil forsvare retten til mest mulig fleksibilitet, så familierne selv kan vælge det dagtilbud, der passer bedst til deres hverdag og livssituation.
Venstre vil sikre at SFO, klubtilbud og fritidstilbud bevares og udvikles så de unge har meningsfulde tilbud i fritiden.
Venstre vil sikre flere fritidstilbud til vores unge og videreudvikle Ungdommens Hus ved at sænke aldersgrænsen fra 15 år til 13 år.
Fællesskabet sikkert videre
Kultur, idræt og foreningslivet er vores stolthed i Fredericia Kommune
I Fredericia Kommune har vi meget at være stolte af. Vores stærke foreningsliv, vores kulturhistorie, idrætsliv og vores særlige placering ved vandet skaber noget unikt. Vi har en ambition om at styrke det, vi allerede gør godt og samtidig skabe nye fællesskaber, oplevelser og stolthed, der kan tiltrække både nye borgere og flere besøgende.
Et aktivt foreningsliv og sport for alle
Foreningslivet spiller en vigtig rolle for borgernes sundhed, trivsel og fællesskab. Vi vil bakke op om både de store og de små foreninger, fra breddeidrætten og lokale initiativer til de større klubber som FC Fredericia og FHK. Vi ønsker at understøtte rammer og faciliteter, så der er plads til alle. Det gælder også parasporten, som vi ser et særligt behov for at styrke, så alle får mulighed for at deltage på lige vilkår.
Kulturen som fyrtårn – med Fredericia Musicalteater og Museum Fredericia i centrum
Kulturen er et bærende element i vores fortælling om Fredericia Kommune. Vi har et helt særligt udgangspunkt med Fredericia Musicalteater, Fredericia Vold og hele vores historie. Vi skal være ambitiøse og videreudvikle vores fyrtårne som en del af vores identitet og turismestrategi.
I de kommende fire år skal vi sætte retningen for en renovering eller nybygning af Fredericia Musicalteater samt vores nye Museum Fredericia. Venstre ønsker at afsætte midler til en fundraiser, der i tæt samarbejde med teatret og museet skal arbejde med finansieringen – det er nu, vi skal videre.
Fredericia huser et musicalteater i absolut verdensklasse, der nu optaget på finansloven. Det placerer os i en eksklusiv liga, med blot få andre teatre i Danmark, sammen med landsdelsteatrene og det Kongelige Teater. Det forpligter og det forpligter positivt. Venstre vil arbejde for at udnytte denne unikke position til at styrke Fredericias kulturelle profil og udbrede kendskabet til vores professionelle forestillinger både nationalt og internationalt. Det handler om stolthed, vækst og identitet.
Events, turisme og lokal stolthed
Vi ønsker at tiltrække flere store begivenheder, der samler hele kommunen og skaber stor stolthed – som vi fx så med Royal Run sidste år. Events og festivaler skal ikke bare være underholdning – de skal være med til at styrke byens image, trække nye gæster til og skabe oplevelser, der binder lokalsamfundet sammen. Fredericia Kommune har potentiale til at være en endnu stærkere destination for kultur- og oplevelsesturisme, hvis vi tør tænke strategisk og langsigtet. Venstre vil styrke Experience Fredericia, sikre at den rette organisation er til stede, styrke kommunikationen og målrettet arbejde for flere sommerhusgrunde og feriehuse, der kan etableres i Fredericia Kommune.
Dialogen og demokratiet skal styrkes
Demokratiet er fundamentet i vores fællesskab og det er i dialogen med hinanden, vi bliver klogere og udvikler Fredericia Kommune sammen. Venstre ønsker derfor at styrke borgerinddragelsen og bringe demokratiet tættere på hverdagen. Vi foreslår blandt andet at etablere et borgerpanel og afholde flere målrettede borgermøder med aktuelle temaer.
Vi vil arbejde for, at byråd og udvalg kommer endnu mere ud til borgerne – fx ved at afholde flere udvalgsmøder på lokale lokationer, skabe mulighed for politikerpraktikker og sikre åbenhed om politiske drøftelser og beslutninger. Det er vigtigt, at borgerne ikke kun får adgang til information, men også mulighed for at komme til orde – hvad enten man bor i centrum eller i et af vores mindre lokalsamfund. Vi bakker derfor stærkt op om dialogen og ser lokaldemokratiet som en styrke for hele kommunen.
Som noget særligt ønsker vi at sætte fokus på ungdommens stemme. Derfor foreslår vi et ungdomstopmøde i 2026, hvor unge får mulighed for at præge Fredericia – både i dag og i fremtiden.
Venstre vil:
Venstre vil styrke parasporten ved at afsætte midler til en særlig parasports-pulje, der understøtter parasports-aktiviteter samt idrætscertificeringer af bosteder.
Venstre vil afsætte midler til en fundraiser, der i tæt samarbejde med teatret og museet skal arbejde med finansieringen.
Venstre vil fortsat arbejde for at tiltrække store events til Fredericia.
Venstre vil styrke Experience Fredericia, sikre at den rette organisation er til stede, styrke kommunikationen og målrettet arbejde for flere sommerhusgrunde og feriehuse, der kan etableres i Fredericia Kommune.
Venstre vil etablere et borgerpanel, afholde flere borgermøder med aktuelle temaer, sikre mere åbenhed ved at lægge flere udvalgsmøder ud lokalt – og som noget særligt afholder et ungdomstopmøde i 2026, hvor unge får mulighed for at præge Fredericia.
Skabe flere lokalråd.